Forleden faldt jeg over en opskrift i et af min mors ugeblade på hjemmelavede bounty-barer. Så den opskrift hapsede jeg lige med hjem, for den skulle jeg da prøve at lave.
Lavede dog lige nogle justeringer undervejs.
Opskrift:
1 dåse kondenseret mælk
250 g kokosmel
100 g boghvedeflager
1 økologisk citron
200 g mørk chokolade
– Bland kokosmel og det kondenserede mælk i en skål.
– Riv skallen fra den økologiske citron ned i blandingen, og pres derefter ligeledes saften heri.
– Kom boghvedeflagerne i, og ælt det godt sammen (skal evt lige stå og trække lidt for en mere sammenhængende konsistens).
– Form massen til små barer i den størrelse du finder passende og stil dem på køl, mens du smelter chokoladen over et vandbad.
– Når chokoladen er smeltet tager på barerne ud af køleskabet og overtrækker dem med chokolade. Kom evt lidt pynt på toppen, og lad stå, til chokoladen er størknet.
Sikke en dejlig snack lige til weekenden..
Voila og velbekomme..